Til ære for...

Det er gået hen og blevet en dårlig vane det her med blog pauser… Håber I bærer over med mig… Jeg har egentlig tid nok, men det er bare ikke lige bloggen som popper frem i hovedet når tiden er… Måske bliver det bedre om 3 uger når Højskoleopholdet her slutter. 3 uger!!! Tiden er gået stærkt… Det har været en god ting, jeg har haft tid til lige at få overblikket over mig selv. Men nu hvor jeg har overblikket, kan jeg også mærke, at jeg vil i gang igen med det som ligger derude i den nære fremtid. Jeg glæder mig!

And now, in honour of 2 special girls, I switch to English so they understand what I’m going to write… As many others, they complain that I’m only writing in Danish here, which make it a bit complicated for them to understand… Anyways, this I want you to understand. The best thing about my stay here at Brandbjerg has been to meet up with Marketa and Martina, 2 czech girls whom I have spent most of my time with. It seems like it was meant to be for us to meet eachother somewhere in life. I’m happy about that! Marketa, trying to make me a new lifestyle to become more that just a “Bonderøv” - when we are talking clothing style. Its oke from time to time, but sometime one (Trine) need to dress up! And Martina, a perfect roomie who has the same ideas like myself… “This is good, this is baaad….. Let’s do like this instead…”…

Well girls, I just wanted to let you know, that you rock!

Tilbage til Dansk!

Jeg har I dag været på Fussingø i nærheden af Randers for at klatre i træer. Danmarks højeste træer… Og det endte med, at der sad 8 tosser i 42 meters højde og spiste kage i blæsevejret… Jeg kom aldrig derop. Jeg har i denne uge erfaret, at jeg er meget dårlig til at klatre. 1, jeg har opdaget, at jeg har højdeskræk og 2 jeg er simpelhen så slatten i mine arme at mælkesyren brænder ved første ”move” opad… Jeg kom 20 meter op og sad på en gren – derfra, kunne jeg ikke komme hurtigt nok ned igen. Rebet til at fire mig ned af, havde snurret sig rundt om sig selv, og jeg blev bedt om at svinge rundt et par gange. Dét turde jeg da kraftedme ikke. Helt seriøst, jeg blev helt irrationel og det eneste jeg så frem for mine øjne var, at sikkerhedsudstyret skulle knække og jeg ville falde mod jorden med et brag… (Et godt tip er, at sådan skal man IKKE tænke!!)…

Men men, jeg overlevede og kiggede på fra moderjords vinkel. Og kage fik jeg alligevel! Det eneste der ærgrer mig er, at jeg ikke kunne vinke ned til min reservefar Jørgen Schmidt. I 42 meters højde kunne det jo godt være, at jeg kunne skue villahuset i horisonten. I stedet sender jeg ham hermed en tanke :-)

Nu skal man ikke skære alle over med en kam, men jeg begynder at tro, at dér måske er noget om det her med, at cykelryttere kun kan finde ud af at cykle… Jeg kan i alle fald ikke finde ud af så meget andet når vi snakker sport… Men hvis bare man har det sjovt såå… :-)